God weekend.

Man skal lære mens man lever!

 Af Natasja Kiel Damkær Sørensen

Det er sommer og solen står højt på himlen, der er lidt over 20 grader udenfor og dermed er det også varmt indenfor i vuggestuen. 
  Der er lige startet en ny pædagog på vuggestuen og hun er sammen med sine andre kollegaer ved at gøre alle børnene klar til at skulle sove til middag, men hun finder hurtigt ud af at det ikke altid er lige nemt at få dem alle til at falde til ro, så da to af de ældste drenge får besked på at de selv skal tage deres tøj af ovre på den store blå madras, som ligger fladt på gulvet inde på stuen, opstår der pludselig problemer, for det har de to drenge da ikke lyst til, så det ender ud i at den nye pædagog må hjælpe dem lidt igang, men det får dem kun til at fare endnu mere op, drengene bliver sure og er ret så utilfredse med at de ikke bare kan få deres vilje, men pædagogen prøver virkelig bare at forholde sig roligt men bestemt over for de to drenge. 
  Det lykkedes for hende at få trøjen af den ene af drengene, mens den anden stadig har sin trøje på da de skal ind og sove, det ender så også ud med at da han vågner op igen fra middagsluren er han helt varm og svedig, så pædagogen må jo finde en ny trøje til ham ude i hans rum for han kan jo ikke rende rundt i en total gennemblødt trøje. 
  Det ærgrede pædagogen meget at det ikke lykkedes hende at få trøjen af den ene af drengene, men så havde hun den ekstra erfaring med sig i bagagen til næste gang hun stod i samme situation, man skal jo lære af sine fejl så længe man lever, tænkte pædagogen, man skulle måske have spurgt sine andre kollegaer til råds når man nu er helt ny i jobbet, ingen tager jo skade af at spørge om hjælp, det er jo i det mindste en af de måder man kan lære noget ved. 
  Så for eftertiden vil pædagogen prøve at blive bedre til at spørge om hjælp hvis der er noget hun er i tvivl om. 

Små fremskridt

Af Line Warrer Nikolajsen

Inde bag lukkede øjne er der mørkt. Men hvis der ingen øjne finder sted, kan man så sige, at der er kulsort? På et bosted for udviklingshæmmede ældre, er der en voksen mand, som har gennemgået meget i sit liv. Hørelsen er knap, ordrene er få og øjnene er fjernet. Dette er med til at gøre kommunikationen med ham meget svær. Han er et menneske fanget i sin egen krop. Usikkerheden er der hele tiden, og han skal have hjælp til det hele og støtte til at gå. Den er også med til at gøre ham meget anspændt og utilpas.

Det er ikke alle, som han bryder sig om, men kommer man ind, helt ind til kernen, så er han en af de fredsommeligste mænd, jeg længe har kendt. Hans hverdag foregår meget i rutiner, personalet gør meget de samme ting og tingene foregår meget på samme måde. Det er med til at få hans hverdag til at fungere, så han ikke vender op og ned på nat og dag. Men dagene er alligevel meget forskellige, da hans humør svinger meget op og ned. Et skridt frem og to tilbage. To skridt frem og et tilbage. Selvom der til tider er et skridt tilbage, er hvert enkelt lille skridt en meget vigtig og positiv ting.

Udvikling er en vigtig ting for en mand som ham. Sofaen bliver ofte brugt til at sidde i, så hvorfor ikke prøve noget anderledes. Gulvtæppet er blødt og varmt, hvilket kan give ham en vis tryghed. Jeg placerer ham stille ned på tæppet og jeg placerer mig selv bag ham. Musik er en god ting og noget som han i allerhøjeste grad elsker. Derfor tænder jeg for cd-afspilleren, hvor Kim Larsen begynder at skråle ud af højtalerne ”den gang jeg var lille…..”. I starten er han meget anspændt og har svært ved at slappe af. Jeg tager hans hænder i mine, og stille begynder vi at klappe med på sangen. Det er meget vigtigt at vise ham, at man gider ham, for hvis man ikke gør det, mærker han det med det samme, og gør alt modsat af, hvad man gerne vil have ham til. Til sidst sidder vi sammen på gulvet og rocker til Kim Larsen, klapper i takt, hvor han selv klapper uden min hjælp. Et fantastisk øjeblik. Den glæde, som strømmer gennem en, ved at se det smil på hans læber og den afslappethed og lyst til at udfolde sig gennem hans kropssprog. Så føler man, at man gør en forskel og man får et indblik af, hvor stor en betydning små fremskridt har. 

Holdets styrke

Af Tobias Mikkelsen

Da jeg var 17 år gammel havde jeg på daværende tidspunkt spillet fodbold i den lokale klub Vorup Fb i næsten 10 år.

Og med alt den glæde og sjov den klub og sportsgren havde givet mig som person ville jeg betale noget tilbage! Gennem mine ti år som ungdomsspiller har der været mange trænere og bemærkelsesværdigt, frivillige trænere og jeg havde lyst til at være en af disse frivillige. Kun for en stund og kun 3 timer om ugen, da jeg gik på en videregående uddannelse samtidig og også skulle passe mine egne træninger med mit eget hold. Disse fire måneder som jeg havde med dette u9 hold var meget lærerige. Jeg hyggede mig og havde det sjovt til hver træning og jeg kunne se jeg efterhånden gik hen og blev en rollemodel så det var vigtigt ikke at bruge grimme gloser i sit eget spil og kampe når de børn som jeg trænede kom og så os ældre spille kamp. Men udover den verbale linje der skulle kontrolleres var det mest udfordrende at trøste de børn der altid var lidt bagud. Der vil altid i en stor gruppe være nogle der løber langsommere end andre, nogle der skyder svagere end andre og nogle der er meget mindre end andre. Der kom jeg i starten i situationer hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre når jeg kunne se de børn der blev ”udstillet” i forskellige øvelser blev kede af det. Jeg var magtesløs og så til på sidelinjen.

Jeg var frustreret over jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre og tænkte over det når jeg kom hjem. Jeg tog efter en håndfuld træninger fat i en nær ven som er børnehaveklasselærer som rådede mig til at fortælle mig de ”udstillede” hvad de var stærke til. Jeg tog derefter til træning med ny energi og mod på at give dem der falder lidt ud en succesoplevelse. Efter en løbeøvelse hvor de samme drenge faldt bagud tog jeg dem til side. Jeg forklarede dem at jeg heller aldrig selv har været den hurtige og de skulle vente at se til den næste øvelse og se hvem der var bedst til den øvelse. En øvelse der krævede styrke og der sak de små hurtige bagud. Og der skabte jeg en succesoplevelse for de tunge drenge og de små hurtige havde haft ”deres tid” øvelsen forinden. Sådan er det i sport, man kan ikke være god til alt og man kan ikke vinde en kamp hvis man ikke har hurtighed eller stor styrke. Og de to ting hænger sjældent sammen, slet ikke i de tidligere år af livet. 

Derfor er holdsport en fantastisk ting, det kræver forskellige individer.

Magtanvendelse, en hverdagsting

Af Michelle Sørensen

Vi befinder os på en splinterny specialskole.
Her dufter nymalet og af nyt byggeri, lidt ligesom i et byggemarked. Alt ser ud til at være placeret gennemtænkt- og alt er ny istandsat. Der er ikke én finger, at sætte på skolens udseende. Hverken inde eller ude.
   Langs med gangene sidder eleverne på deres ”rum”, hvor udetøjet er ved at blive taget af og hængt på plads. En pædagogmedhjælper og klasselære kommer ud på gangen, og henter os ind i klasselokalet. I klasselokalet sidder 4 børn med generelle udviklingsforstyrrelser. De er mellem 9 og 11år.
   Her dufter af nye træ-materialer og en lille snært maling. Her er nydeligt og opryddet- her er bestemt styr på sagerne. Alt er placeret gennemtænkt!
Timen går i gang. To drenge begynder at drille og ”gejle” hinanden op. Deres stemmer bliver højere og højere. En af pigerne holder sig for ørene- hun bliver bange for høje lyde.
Klasselæren beder drengene stoppe og følge med på tavlen! Drengene fortsætter og læreren giver drengene den ene chance efter den anden. Drengene bliver mere opstemt af det. Stemningen bliver nu intens i klasselokalet. Klasselæren ser vred og magtesløs ud. Hun beder pædagogmedhjælperen tage fat i den ene drengs arm, mens hun selv griber fat i den anden arm. Drengen på 11 år bliver slæbt fra sin stol ud i et lokale, hvor han får lov at være i fred.
Undervisningen for de 3 resterende elever fortsætter.
Man kan høre drengen i det andet lokale. Han er rigtig utilfreds med situationen. Han råber, skriger, kaster rundt med ting og kaster sig selv ind i skydedøren ind til klasselokalet.
Klasselæreren går ind i klassen ved siden af- vi kan høre hun beder om hjælp til at få drengen til at slappe af.
Ind kommer hun med 4 kollegaer. De ”springer” på drengen og han bliver lagt ned på gulvet, på maven. Der er nu en voksen der sidder overskrævs på ryggen af ham, en til hver arm og ben. Drengen råber og skriger! ”Slip mig, NU!” Til det svarer klasselæren: ”Når du slapper af, så slipper vi dig.”
I klasselokalet sidder vi andre tilbage, ude af fokus og lytter til magtanvendelsen.

Jeg husker tydeligt

af Thomas Lund Geertsen

Jeg husker tydeligt første gang min kæreste og jeg skulle passe hendes nevø på fem år og hendes niece på tre. Dagen startede med at vi vågnede ved syv tiden om morgenen, da vi skulle være i Hadsten ved ti tiden. Jeg har aldrig nogensinde passet børn før så jeg var lidt spændt på hvordan man skulle håndtere dem men heldigvis havde min kæreste givet mig nogle gode råd, hun sagde til mig 'Thomas hvis du holder øje med Viktor, så holder jeg øje med Ida. Jeg skyndte mig at sige det er i orden da jeg vidste hvad det meste af min dag skulle gå med, fodbold, fodbold og fodbold.
Da vi kom derud ved ti tiden var der allerede fuld knald på børnene da de havde glædet sig rigtig meget til at blive passet af moster Lise og Onkel Thomas, de var nærmest ustyrlige og deres forældre var stresset da de var på vej ud af døren da de skulle til en fyrre års fødselsdag.

Med det samme de var kommet ud af døren og klokken havde nærmet sig middag ville Viktor ud og spille fodbold og det havde jeg det fint med eftersom jeg går meget op i fodbold og har brugt det meste af min ungdom i min fritid med at spille fodbold i Assentoft hvor jeg er vokset op.
Efter godt og vel en times tid kunne jeg godt mærke på mine slidte knogler at min energi var brugt, det var Viktor ikke alt for meget for men jeg lovede ham at vi kunne gå ind til hans søster og moster Lise og spille lidt Wii, det ville han gerne hvis jeg lovede at vi skulle spille fifa.

Han valgte selvfølgelig hans ynglings hold FC Barcelona og jeg valgte mit som er Liverpool. Kampen gik i gang, og det kan godt være at jeg er en dårlig taber men jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at lade mig tabe med vilje så efter at have vundet 3 kampe med resultaterne 1-3, 2-3 og 0 -2 kunne jeg godt mærke på Viktor at det var han ikke vant til da han altid vandt over hans far.

Jeg fortalte ham så at han var en rigtig god fifa spiller men dog ikke så god til at han kunne slå mig endnu og på en eller anden måde gav det ham et kick til at spille mere og mere for at blive bedre end Onkel Thomas og det synes jeg var fedt da jeg nok er sikker på at hvis jeg ladet ham vinde ville han hurtig synes det var kedeligt at jeg ikke gav ham noget modstand, og det endte med at vi brugte det meste af dagen på at spille og i sidste kamp fik jeg også bank i fifa.

De 10 bud

Verdens bedste pædagog. 

·    Motivation, engagement og organisering.

·    At kunne lytte, refleksion og relatere.

·    Selvsikker person - overskud, tryghed, troværdighed, loyalitet og overblik.

·    Åben for nye udfordringer, udvikling, omstillingsparat, kreativitet og fantasifuld.

·    God til at lære fra sig, være opmærksom på sprogbrug og kropssprog – Respekt.

·    Imødekommende, interesse både for forældre, børn og kollegaer.

·    Stærk psyke, adskille privatliv og arbejdsliv.

·    Optimistisk, positiv energi – humørspreder, situationsfornemmelse.

·    Skabe fællesskab/samarbejde, få kollegaer, børn og forældre til at åbne op.

·    God rollemodel / Forbillede.

Persondata:

Susanne Hansen. (Sus)

Kvinde (35 år)

Pædagog i børnehaveklasse.

Briller, kort strithår.

Lilla kjole m. Blomster, gummistøvler.

Velkommen

Velkommen til vores blog!