Af Tobias Mikkelsen
Da jeg var 17 år gammel havde jeg på daværende tidspunkt spillet fodbold i den lokale klub Vorup Fb i næsten 10 år.
Da jeg var 17 år gammel havde jeg på daværende tidspunkt spillet fodbold i den lokale klub Vorup Fb i næsten 10 år.
Og med alt den glæde og sjov den
klub og sportsgren havde givet mig som person ville jeg betale noget tilbage!
Gennem mine ti år som ungdomsspiller har der været mange trænere og
bemærkelsesværdigt, frivillige trænere og jeg havde lyst til at være en af disse
frivillige. Kun for en stund og kun 3 timer om ugen, da jeg gik på en
videregående uddannelse samtidig og også skulle passe mine egne træninger med
mit eget hold. Disse fire måneder som jeg havde med dette u9 hold var meget
lærerige. Jeg hyggede mig og havde det sjovt til hver træning og jeg kunne se
jeg efterhånden gik hen og blev en rollemodel så det var vigtigt ikke at bruge
grimme gloser i sit eget spil og kampe når de børn som jeg trænede kom og så os
ældre spille kamp. Men udover den verbale linje der skulle kontrolleres var det
mest udfordrende at trøste de børn der altid var lidt bagud. Der vil altid i en
stor gruppe være nogle der løber langsommere end andre, nogle der skyder
svagere end andre og nogle der er meget mindre end andre. Der kom jeg i starten
i situationer hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre når jeg kunne se de
børn der blev ”udstillet” i forskellige øvelser blev kede af det. Jeg var
magtesløs og så til på sidelinjen.
Jeg var frustreret over jeg ikke
vidste hvad jeg skulle gøre og tænkte over det når jeg kom hjem. Jeg tog efter
en håndfuld træninger fat i en nær ven som er børnehaveklasselærer som rådede
mig til at fortælle mig de ”udstillede” hvad de var stærke til. Jeg tog
derefter til træning med ny energi og mod på at give dem der falder lidt ud en
succesoplevelse. Efter en løbeøvelse hvor de samme drenge faldt bagud tog jeg
dem til side. Jeg forklarede dem at jeg heller aldrig selv har været den
hurtige og de skulle vente at se til den næste øvelse og se hvem der var bedst
til den øvelse. En øvelse der krævede styrke og der sak de små hurtige bagud.
Og der skabte jeg en succesoplevelse for de tunge drenge og de små hurtige
havde haft ”deres tid” øvelsen forinden. Sådan er det i sport, man kan ikke
være god til alt og man kan ikke vinde en kamp hvis man ikke har hurtighed
eller stor styrke. Og de to ting hænger sjældent sammen, slet ikke i de
tidligere år af livet.
Derfor er holdsport en fantastisk ting, det kræver
forskellige individer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar